At lave den perfekte flæskesteg med sprøde svær, kan nogen gange godt være lidt af en udfordring hvis man ikke ved hvordan. Men hvis du følger denne lille guide, så er du næsten garanteret en saftig og lækker flæskesteg med sprøde og knasende svær.
Gå din flæskesteg efter
Hele hemmeligheden bag sprøde svær, er forberedelsen. Brug lidt ekstra tid på at gå flæskestegen efter med en skarp kniv. Sværene skal ridses helt igennem fedtlaget, men ikke ned i kødet. Ridser du ned i kødet, trænger saften op i sværene, og de bliver ikke sprøde. Så vær ekstra omhyggelig. Giv hver rille i sværen et lille drys groft salt, som gnides ind mellem sværene. Salten gør at flæskestegen får ekstra smag, men det er også med til at gøre dine flæskesvær sprøde.
Læg flæskestegen i en lille bradepande og klods den op med stanniol/sølvpapir, så stegen er så lige som du kan få den. Inden stegen sættes i ovnen, skal du have sat et stegetermometer ind i midten af stegen, da den rette temperatur er meget vigtig, hvis du vil have en perfekt flæskesteg.
Flæskesteg med sprøde svær
Tryk på stjernerne og bedøm opskriften
Udskriv Pin Del på FacebookIngredienser
- 1 stk. Flæskesteg af passende størrelse. 200-250 gram per person
- Salt
- Evt. laurbærblade
Fremgangsmåde
- Start med at ridse sværene. Sørg for ikke at skære ned i kødet, så saften trænger op.
- Læg flæskestegen i et ildfast fad. Sørg for at sværene er helt plan. Læg sølvpapirkugler under stegen så den ligger helt plan.
- Drys godt med groft salt på stegen og sørg for at det kommer ned mellem sværene.
- Sæt flæskestegen midt i en kold ovn, og tænd på 200 grader. Sæt meget gerne et stegetermometer i kødet, så du kan holde øje med temperaturen.
- Når termometeret viser 55 grader (cirka en times tid), tages stegen ud, og sværen tjekkes for, om den er sprød.
- Er sværen sprød, skal stegen blive i ovnen på 200 grader, og stege videre til den har en kernetemperatur på 65 grader.
- Er sværen ikke sprød, skrues ovnen op på 250 grader, og stegen sættes ind, indtil kernetemperaturen er 62 grader. Hold godt øje med stegen, så sværene ikke bliver sorte/brændte.
- Det er vigtigt, at kødet ikke kommer over 68 grader, da stegen så risikerer at blive tør og kedelig. Ved 62-65 grader er flæskestegen stadig rosa og saftig. Ved 200 grader vil sværen ikke boble op, der skal temperaturen op på 225-250 grader. Men sværen kan godt blive sprød uden boblerne.
Næringsindhold
Pak aldrig din færdige steg ind
Er flæskestegen færdig før resten af middagen, så lad for gud skyld vær med at pakke stegen ind i stanniol for at holde på varmen. Kødet risikere at stege videre og kan dermed blive for tørt. Derudover kan du risikere at dine flæskesvær blive bløde pga. dampen.
Lad hellere stegen stå på et spækbræt, hvor den fint kan holde varmen 15-20 minutter inden servering.
Serveringsforslag
Flæskesteg serveres selvfølgelig med kogte kartofler, brunede kartofler, brun sovs og hjemmelavet rødkål. Velbekomme 🙂
Giv stegen 20 – 30 minutter på hovedet først, i et ildfast fad med vand der lige dækker sværene, det er sådan alle michelin kokke gør det, og resultatet taler for sig selv 🙂
Hej Ole,
Ja det kan man sagtens gøre, hvis man har problemer med sprøde svær. Så åbner sværene sig, så man nemmere kan få salt ned i hver rille, og dermed sprøde svær 🙂