Brunede kartofler er noget som vi alle kender og holder af. De er fast inventar ved julebordet i de fleste hjem, sammen med andestegen og flæskestegen. Men brunede kartofler kan også nydes til f.eks grønlangkål og medister eller hamburgerryg.
Når man skal lave brunede kartofler, skal man væbne sig med tålmodighed, da man arbejder med smeltet sukker – det kan nemlig godt tage lang tid før det er smeltet helt.

Brunede kartofler
Servings 4 personer
Calories 519kcal
Ingredienser
- 1 kg. Små kartofler
- 200 g. Sukker
- 75 g. Smør
Sådan gør du
- Kog kartoflerne til de er møre og pil dem. Dette kan evt. gøres dagen før, for at spare tid.
- Fordel sukkeret i et jævnt lag i en kold pande og smelt det ved jævn varme. Pas på at det ikke bliver brændt, da det kan smages.
- Når sukkeret er smeltet, tilsættes smørret og det røres rundt mens det smelter.
- Når det hele er smeltet til en fin tynd sukkermasse, tilsættes kartoflerne forsigtigt.
- Brun dem ved jævn varmen i 15-20 minutter, mens du jævnligt rører rundt i dem.
- De brunede kartofler er nu klar til servering. Velbekomme.
Noter
Vær tålmodig når du skal smelte sukkeret. Det er fristende at skrue helt op for varmen, men det skal du passe på med, da sukkeret nemt brænder på. Så smager det ikke så godt.
Brune kartofler med sirup
I stedet for sukker og smør, kan man også vælge at bruge ren sirup. Den flydende sirup hældes på en kold pande, og varmes op med jævn varme. Derefter tilsættes kartoflerne på samme måde, som var det sukker og smør.