At sylte grøntsager er den perfekte måde at undgå madspild samtidig med, at man spicer sine salater og grøntsager op. Du har sikkert før prøvet, at der ligger et bundt radiser nede i grøntsagsskuffen, som lige så stille bliver mere kedelige og slatne. Disse – og mange andre ting – kan du give nyt liv gennem en syltning.
Der er faktisk næsten ikke grænser for, hvad man kan sylte, hvilket også gør det hele lidt sjovere. Du kan i princippet sylte alle former for frugter og grøntsager lige med undtagelse af spinat og salat.
Forskellige former for syltning
Du kan både vælge at give dine grøntsager og frugter en hurtig syltning, eller du kan vælge den mere traditionelle form for syltning, hvor frugt og grøntsager står længe i lagen, før de anvendes.
Hvis du bruger den hurtige syltning, så vil du opleve en mildere smag, der ikke har en lige så dyb og kompleks smag, som den traditionelle syltning giver. Til gengæld kan du sylte fra den ene dag til den anden og hurtigt have nogle syltede grøntsager eller frugter klar.
Dette skal du bruge
Når du først er kommet i gang med at sylte, og det bliver en naturlig del af din hverdag, så vil du også opleve, hvor nemt det er. Du skal ikke bruge særlig mange ingredienser, når du sylter. Syltelager består nemlig blot af vand, sukker og eddike.
Derudover kan du vælge at krydre din sylte med forskellige krydderier. Nogle af de mest almene krydderier at anvende er peberkorn, laurbærblade, nelliker, kanel og så videre. Du kan både gå ud fra opskrifter – hvilket måske kan være en god idé, hvis man ikke har så meget erfaring med syltning – men du kan også vælge at eksperimentere med at lave dine egne opskrifter.
Hvilken eddike skal jeg bruge?
Der findes mange forskellige holdninger til, hvilken eddike man bør bruge, når man sylter. Der er nogle, der tager stor afstand til den almindelige lagereddike, mens andre erfarne syltere sagtens synes, at den kan anvendes.
Hvis du skal lave en sylte med en nogenlunde neutral smag, hvor det primært er grøntsager og syre, der giver smag, så kan du dog sagtens benytte dig af den almindelige lagereddike. Denne er også billigere end mange andre mere fine typer eddike, man kan købe.
Hvis du skal lave en sylte, der har en god krydret smag, så kan du dog komme rigtig langt med at bruge mere spændende eddiker, der giver mere smag, som f.eks. en balsamicoeddike, æbleeddike eller hvidvinseddike.
Sådan kommer du i gang
Nu hvor vi har grundlaget for syltningen på plads, er det på tide at komme i gang med selve syltningen. Selve syltelagen får du ved at lave et opkog med vand, eddike og sukker, som skal stå, indtil sukkeret er opløst i vand/eddike-blandingen.
Når blandingen er afkølet, hælder du lagen i et patent- eller sylteglas. Inden man hælder lagen over i en beholder, så er det vigtigt, at man sørger for at have skoldet denne med kogende vand. Det er nemlig meget vigtigt, at man holder en god hygiejne, når man skal i gang med at sylte.
Du kan også vælge at benytte dig af atamon, hvilket er et konserveringsmiddel, der forhindrer væksten af bakterier. Dette er dog ikke nødvendigt, hvis du sørger for at opbevare din sylte på køl eller væk fra direkte sollys.
Hvordan bruger jeg mine syltede grøntsager?
Det er lækkert med syltede grøntsager, fordi det giver dig muligheden for at kunne tilføre noget syre til dine måltider. Det er næsten kun fantasien, der sætter grænser for, hvordan man kan bruge sine syltede grøntsager. Det er f.eks. meget normalt, at man bruger syltede rødløg i burgere eller på salater. Agurkesalat og rødbeder er også syltede.
Hvorfor sylter man?
Begrebet om syltning stammer faktisk fra gammel dansk madkultur, hvor man valgte at sylte sine grøntsager for at give dem en længere holdbarhed.
I dag benytter de fleste sig dog af syltning for at lave nogle lækre grøntsager og frugter, som både kan bruges i måltider og til desserter.
Kom i gang med en nem sylteopskrift
Det er altid godt at starte stille ud første gang, man skal sylte. Hvis du vil have en let opskrift at starte med, så kan du vælge at lave syltede rødløg. Her skal du blot bruge vand, eddike og sukker og kanel, peberkorn og eventuelt nelliker som krydderier.
Du starter med at lave et opkog af 4 dl eddike, 1 dl vand og 1 dl sukker. Når sukkeret er opløst, kan du tilføje krydderierne. Denne skal derefter afkøles, hvor den hældes på et skoldet glas, som du har puttet skåret rødløg i. Denne syltning opbevares på køl og er klar allerede dagen efter.