Guide over madolier

Den store guide til madolier

Guide over madolier

Der findes mange madolier på hylderne i supermarkederne, og de skal bruges forskelligt, for at få det bedste resultat. Nogen er gode til stegning, andre til bagning, nogen tredje er kun velegnet til kolde retter som dressing – ja det er lidt en jungle. Men med denne komplette olie-guide, ved du præcis hvilken olie du skal købe, alt efter hvad du skal lave hjemme i køkkenet.

Koldpressede og Raffinerede olie – Hvad er forskellen?

Koldpressede og raffinerede olier kommer fra samme produkt, men fra forskellige stadier i produktionen.

Koldpressede olie er den første olie som bliver presset ud, når produktet bliver knust så cellerne sprænges. Denne olie er den mest smagfulde og er bedst som smagsforstærker i madlavning. Det er også den dyreste type olie.

Raffinerede olie laves ved at man tager resterne fra de knuste produkter, varmer dem op og tilsætter et opløsningsmiddel, som trækker den sidste smag ud. Raffinerede olier er derfor mere smagsneutrale og koster mindre end koldpressede olier.

Hvilke madolier er smagsneutrale?

Skal du lave en god mayonnaise, skal du benytte en af de smagsneutrale olier:

Vælg den rigtige madolie

Herunder finder du de madolier, som du oftest støder på i butikkerne. Du kan læse om deres egenskaber og hvad de bruges til.

Rapsolie

Rapsolie er en smagsneutral madolie, som kan bruges til al slags madlavning. Rapsolie er mere varmestabil end solsikke-, majs- og vindruekerneolie, og egner sig derfor bedre til stegning.

Du kan også finde den koldpressede rapsolie på hylderne, som rummer meget mere smag og er derfor god i dressinger eller madbrød, ligesom olivenolien. En koldpresset rapsolie er markant dyrere end den raffinerede rapsolie.

Mættede fedtsyrer: 7 %
Monoumættede fedtsyrer: 58 %
Polyumættede fedtsyrer: 35 %
omega-3: 12 %
omega-6: 23 %

Solsikkeolie

Solsikkeolie er en raffineret og billig madolie. Den egner sig, ligesom rapsolien, til al slags madlavning – Den tåler dog ikke lige så høj varme, så man skal ikke bruge den til hård stegning, hvor man ønsker en stegeskorpe på kødet. Bliver solsikkeolien for varm, vil det påvirke oliens kvalitet, og der dannes potentielt sundhedsskadelige stoffer. Men ved middelhøje temperaturer er der ingen problemer.

Mættede fedtsyrer: 11 %
Monoumættede fedtsyrer: 23 %
Polyumættede fedtsyrer: 66 %
omega-3: –
omega-6: 66 %

Majsolie

Majsolie er en smagsneutral og billig madolie, som egner sig til bagning og salater. Den tåler heller ikke høje temperaturer, og derfor ikke det bedste valg til stegning.

Du kan også finde en koldpresset udgave af majsolies, som har en lidt mere karakteristisk smag. Denne olie ville egne sig fint til f.eks en dressing. Men den koster selvfølgelig også lidt mere.

Mættede fedtsyrer: 12 %
Monoumættede fedtsyrer: 29 %
Polyumættede fedtsyrer: 59 %
omega-3: 1 %
omega-6: 58 %

Olivenolie

Olivenolie findes i forskellige kvaliteter og prisklasser, hvor Ekstra Jomfruolivenolie er den fineste og dyreste, herefter Jomfruolivenolie, Olivenolie og til sidst Raffineret Olivenolie.

Olivenolie er med sin kraftige smag god til f.eks dressinger og madbrød. Den kan også bruges til stegning, men ikke ved for høj varme, da den kan danne potentielt sundhedsskadelige stoffer. Begynder olien at ryge, så ER den for varm og den skal kasseres.

Se evt. denne guide om olivenolie fra netdoktor.dk

Mættede fedtsyrer: 13 %
Monoumættede fedtsyrer: 78 %
Polyumættede fedtsyrer: 9 %
omega-3: 1 %
omega-6: 8 %

Vindruekerneolie

Vindruekerneolie er en af mine favoritter. Den er mild i smagen og egner sig fint til salater, dressinger og mayonnaise. Normalt siger man at vindruekerneolie ikke egner sig til stegning, da den ikke tåler lige så høje temperaturer som f.eks raps- eller solsikkeolier. Personligt bruger jeg dog altid vindruekerneolie når jeg steger bøffer og andet kød – og jeg har ikke oplevet nogen problemer.

Vindruekerneolie er lidt dyrere end majsolie og solsikkeolie, men den er billigere end olivenolie.

Mættede fedtsyrer: 11 %
Monoumættede fedtsyrer: 19 %
Polyumættede fedtsyrer: 70 %
omega-3: 0.1 %
omega-6: 69.6 %

Sesamolie

Sesamolie har en meget kraftig smag af nødder og bruges ikke rigtigt som en reel olie, men mere som en smagsforstærker. Oftest er nogle få dråber nok til at give retten en nøddesmag.

Oftest benyttes sesamolie til asiatiske og mellemøstlige retter.

Mættede fedtsyrer: 15 %
Monoumættede fedtsyrer: 41 %
Polyumættede fedtsyrer: 44 %
omega-3: –
omega-6: 44 %

Valnøddeolie

Valnøddeolie er en meget bitter olie, som i de rette mængder er velegnet til kolde dressinger og lignende, hvor den fine smag af valnødder kommer til sin ret.

Valnøddeolie er ikke egnet til stegning og bagning.

Mættede fedtsyrer: 10 %
Monoumættede fedtsyrer: 24 %
Polyumættede fedtsyrer: 66 %
omega-3: 11 %
omega-6: 55 %

Kokosolie

Kokosolie kan købes både som koldpresset og raffineret olie. Den koldpressede olie er god til retter som gerne må smage lidt af kokos, f.eks nogle kager eller asiatiske retter. Den raffinerede olie er mere smagsneutral og varmestabil, og kan bruges til stegning og frituregryden.

Mættede fedtsyrer: 92 %
Monoumættede fedtsyrer: 6%
Polyumættede fedtsyrer: 2 %
omega-3: –
omega-6: 2 %

Fritureolie

Fritureolie er en blandingsolie, som består af raffineret rapsolie, solsikkeolie og palmeolie. Det har et højt rygepunkt, og er derfor velegnet til stegning ved høje temperaturer, som friturestegning jo normalt foregår ved.

Hvilken madolie er sundest?

Man kan ikke rigtigt sige at én madolie er sundere end alle de andre, da der er flere ting man skal kigge efter. Men man kan sige at en sund madolie skal indeholde følgende:

  • Et lavt indhold af mættet fedt
  • Et højt indhold af umættet fedtsyre (omega-6 og særligt omega-3)
  • Antioxidanter

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*